• Københavnsk borgmester med opråb til regeringen: Hjælp os med at finde boliger til »den største flygtningestrøm« siden Anden Verdenskrig

    Источник: BDK Borsnyt / 15 янв 2025 12:14:29   America/Chicago

    Det har kostet 650 millioner kroner at huse ukrainske flygtninge i København de seneste to år, og med udsigt til endnu en stor regning i år sender København nu en appel til staten: Send flere penge. Men det er ikke det eneste kommunen, beder om. Det er fungerende beskæftigelses- og integrationsborgmester Louis Theilade Thomsen (V), der efterlyser mere hjælp fra staten til at håndtere det, hun beskriver som »den største flygtningestrøm, vi i Danmark har oplevet siden Anden Verdenskrig«. Kommunen skønner, at den ender med at have brugt cirka 310 millioner kroner sidste år på opgaven med de ukrainske flygtninge, og af disse får den ifølge Louise Theilade Thomsen refunderet mindre end 100 millioner kroner. I 2023 havde kommunen udgifter til ukrainerne for cirka 350 millioner kroner og fik nogenlunde det samme beløb refunderet af staten som i 2024. Flygtninge på hotel Ikke alene ønsker København ifølge Louise Theilade Thomsen, at »staten refunderer de udgifter til indkvartering af ukrainerne«. København vil også gerne »i dialog med regeringen om, hvorvidt der er statslig indkvarteringskapacitet, der kan bringes i spil«. »Vi gør meget for de fordrevne ukrainere,« siger hun i et skriftligt svar til Berlingske: »Men vi kan ikke finde flere ledige permanente boliger i København, som ukrainerne har råd til.« Derfor bor mange af de fordrevne ukrainere i midlertidige boliger, som kommunen har stadig sværere ved at finde til dem. Som beskrevet i Berlingske har kommunen fra nytår og frem til midten af marts lejet hele Mercur Hotel i København til at huse flygtningene til en pris af 25.000 kroner pr. flygtning pr. måned. Vurderingen er, at det vil koste omkring 4,2 millioner kroner om måneden at huse ukrainere på hotel. Så presset er Københavns Kommune af at skulle finde midlertidig bolig og ophold til de ukrainske flygtninge, sådan som den og de andre kommuner er forpligtede til ifølge ukrainer-særloven. Louise Theilade Thomsen vil ikke afvise, at det kan blive nødvendigt at leje endnu flere hotelværelser, »hvilket vil gøre en allerede dyr løsning endnu dyrere«. »Men det kan blive konsekvenserne, hvis ikke staten hjælper med at stille bygninger til rådighed,« konstaterer hun. »Kæmpe opgave« Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) medgiver i et skriftligt svar til Berlingske, at de i København og de andre kommuner »har været med til at løfte en kæmpe opgave i forbindelse med modtagelsen af de mange fordrevne fra Ukraine«. Men han står ikke umiddelbart klar med flere boliger. Ministeren understreger, at særloven allerede nu giver kommunerne muligheder for fleksibilitet. Også når »det kommer til midlertidig indkvartering og boliger«, siger han. »Heldigvis er mange fordrevne i beskæftigelse. Det giver blandt andet også bedre mulighed for at betale for egen bolig,« lyder det fra Kaare Dybvad Bek: »Med det sagt, så vil vi naturligvis fortsat følge udviklingen tæt.« Frem til maj Cirka 4.800 ukrainere er siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022 blevet visiteret til bolig i København i forbindelse med særloven, og ifølge beskæftigelses- og integrationsforvaltningen er cirka 2.600 flygtninge og fordrevne fra Ukraine for øjeblikket midlertidigt indkvarteret i kommunen. Der kommer stadig flere ukrainere til byen, og ifølge borgmesteren kan kommunen ifølge en prognose nå sin maksimale kapacitet for indkvartering til maj. »København står bag ukrainerne, og vi ønsker på alle måder at yde vores del og hjælpe,« lyder det fra Louise Theilade Thomsen: »Men hvis tilstrømningen fra Ukraine fortsætter, har vi i København brug for at komme i dialog med staten. Blandt andet for at høre, om de har indkvarteringsfaciliteter, de kan stille til rådighed for København.« Ifølge hende handler det ikke om, at Københavns Kommune prøver at flygte fra sit ansvar over for de ukrainske flygtninge. »Tværtimod. Vi giver dem sprogundervisning, hjælper dem med at komme ud på arbejdsmarkedet og sørger for, at deres børn har et sted at gå i skole,« fortæller hun: »I forhold til indkvartering har vi ombygget plejehjem, vandrehjem og kontorbygninger. Vi har etableret pavillonbyer og lejer lejligheder af private udlejningsselskaber.« Dertil kommer, at kommunen har »været nødsaget til at anvende hotelkapacitet«. »Det er en dyr løsning, og det er jo alt sammen penge, der skal tages fra andre områder,« forklarer hun. https://www.berlingske.dk/metropol/koebenhavnsk-borgmester-med-opraab-til-regeringen-hjaelp-os-med-at-finde
Опубликовать